mandag den 31. januar 2011

Uhm Kirsebær!


JEG elsker kirsebær, og var med det samme vild med Helga Isagers Cherry tørklæde, som længe lå blandt mine favoritter på Ravelry, men havde ikke lige det rette garn i gemmerne, så der blev den liggende længe.

EFTER et par større strikkeprojekter, trængte jeg nu til et lille hurtigt projekt - og en strikkeprøve viste, at det lækre alpaca-garn, som jeg fik af søde Tris til min fødselsdag sidste forår, kunne passe rigtigt godt til et Cherry-tørklælde. Så det var bare med at få slået op.

DET gik bare derudad - og med nogle gode "check-points" i form af ribstykkerne. Et rigtigt dejligt stykke strikketøj, hvor opskriften vel bare skulle ses som en vejledning, og ikke noget jeg skulle sidde med hovedet dybt begravet i. Herligt tv-strik og ikke mindst perfekt, da sygdom ramte matriklen i form af influenza, og jeg en gang imellem kunne liste mig til at strikke lidt, mens de syge børn så tv eller sov.

UNDERVEJS blev jeg også selv syg - ellers ville jeg være blevet hurtigere færdig med halstørklædet. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke en gang tænkte på at strikke - kunne bare ligge i min seng med dynen godt trukket op om hovedet.




TO dage efter at jeg var færdig med strikkedelen, blev jeg endelig færdig med at hæfte ender - og måske jeg til en anden gang har lært, at det kunne være smart at gøre det undervejs, når nu jeg ikke ligefrem klapper i mine hænder over at skulle hæfte så mange ender.

FAKTA:
Mønster: Cherry af Helga Isager
Garn: 175 gr. Strikkeboden Alpaca (strikket med dobbelt tråd) på pind nr. 4,5 mm., 20 gr. Hjertegarn Minivital (fv. 4650) og 20 gr. Hjertegarn Alpaca Silk (fv. pink) - på pind nr. 3 mm.
Start: 8. januar 2011
Slut: 13. januar 2011

Hot or not: Virkelig HOT - er meget tilfreds med resultatet. Garnet er lækkert blødt og en drøm at have om halsen. Jeg bruger det både inden- og udendørs. Og bonus - alt garn er fra lageret! Det er slet ikke utænkeligt, at jeg strikker et mere - enten til mig selv eller til en af pigerne.


fredag den 21. januar 2011

Strikkemål for 2011

STRIKKEMÅLENE for 2010 var ret specifikke - og det gik ikke helt godt med at nå målene, så i år prøver jeg en anden model:

  • Strikke af garn fra lager
  • Kun købe garn til specifikke projekter, der skal påbegyndes/afsluttes i 2011
  • Fortsat være åben og nysgerrig over for nye udfordringer/teknikker - f.eks. at strikke efter en japansk opskrift
  • Omsætte minimum en af egne ideer til opskrift
DERUDOVER har jeg en ØNSKEliste for, hvad jeg vil strikke i år:

Pine - Helga Isager
Cardigan til Astrid - eget design
Hue til mig selv (har flere i kikkerten)
FLS til mig selv
Nye Clogs til mig selv (de gamle er tyndslidte)
Fair-Isle-vanter
Olive - Helga Isager
Cherry - Helga Isager
Calm - Kim Hargreaves

og mon ikke også det kvalificerer mig til 12 projekter i 2011 med denne startliste?

torsdag den 20. januar 2011

Strikkestatus 2010


2010 blev endnu et dejligt år med strikkepindene. Ovenstående viser de fleste af de ting, jeg fik strikket i løbet af året.

ÅRETS store projekt var Uglejakken som min veninde har designet, og jeg fik lov at teststrikke. Starten blev skudt i marts, hvor jeg var på en dejlig strikkeweekend med 3 vidunderlige veninder. Endelig færdig var jeg dog ikke før i slutningen af året, og nåede dermed endnu en weekend i godt selskab med de 3. Sådan noget strikkeri kaster meget godt efter sig!

EN gang teststrik mere blev det også til. Via Ravelry blev jeg kontaktet og spurgt om jeg ville teststrikke en tunica i størrelse 8 år. Dette var et mere overkommeligt projet og resultatet kan ses her:



I det forgangne år strikkede jeg også efter eget hoved - her blev det til en helt særlig striktrøje til min store dreng, nogle simple men meget brugte benvarmere til ældste datter og for en sjælden gangs skyld et stykke strik i bomuld fra mine pinde i form af en lilla tøse-cardigan til mindstebarnet, som har forstået at posere, når mor skal have billeder af det færdige strik.




ET par vaskeægte ravelry-baskere kan man vist godt kalde et par af mine andre valg - nemlig February Lady Sweater, der pt. er strikket af +10.000 på Ravelry, Owls med +3.500 projekter på Ravelry og Little Sister Dress med +1.800 projekter samme sted.

ET par veninder fødte i årets løb og der løb derfor et par små kimonoer af pindene som barselsgaver. Skønt at få lov at strikke til andres babyer - og nemt at få brugt af lagergarnet, når der kun skal bruges ganske lidt garn.

FOR 2010 havde jeg sat mig nogle mål - det gik nu ikke særligt godt med at nå dem. Farveskalaen synes jeg dog er ganske fin - grå har ikke været den altoverskyggende og foretrukne farve, og det svinder efterhånden i lagergarnet.

I 2010 har jeg brugt 3.715 gr. garn - lidt mere end i 2009 - men jeg kan uden at finveje lageret godt afsløre, at jeg ikke har nedbragt det med 50% i forhold til årets start. Noget nyt garn fik lov at snige sig ind på matriklen, og jeg glæder mig til at få det på pindene her i 2011.

onsdag den 19. januar 2011

Albuerum

DER er noget særligt over Bente Geils til tider noget "skæve" designs - superenkle og unikke. Albuerum havde jeg set på billeder, men syntes egentlig ikke, at den var noget særligt, så den fik lov at ligge - lige til jeg så Tris' udgave på Fanø Strikkefestivalen i 2009. Det vil sige - den fik lov at ligge i min "kø" noget tid endnu, men her i efteråret, da vi igen var sammen fik jeg blod på tanden, så at sige, og besluttede mig for farverne til ærmets striber.

HER skulle der være noget spræl og på Holsts store farvekort fandt jeg en farve, der matcher min lilla yndlingstaske.


- og her den anden farve til striberne:




ÆRMET nærmest strikkede sig selv - bare lige en stribe mere... og en til...

LIDT længere tid tog det med selve poncho-delen. Det var nogle lange omgange - specielt vrangpindene, så det blev en vekslen mellem Det Franske Omslag og Albuerummet - begge dele oplagt tv-strik.

MEN som altid, når jeg kan se en snarlig ende på et strikketøj, får jeg en ekstra gejst og et ekstra gear, og i juleferien rykkede jeg de sidste omgange og fik monteret herligheden.



FAKTA:
Mønster: Albuerum af Bente Geil 
Garn: 280 gr. lysegrå Læsø Uld på pind nr. 4 mm samt 40 gr. Holst Supersoft fv. Peacock, 40 gr. Holst Supersoft fv. Aubergine dobbelt tråd på pind nr. 4,5 mm.
Start: 10. november 2010
Slut: 4. januar 2011

Hot or not: Tror bestemt at den bliver en af de strikke-sager, jeg får brugt - vejret har bare ikke rigtigt været til det endnu, men det er jo bare endnu en grund til at længes efter mildere vejr. Et stort plus er det, at jeg primært brugte lagergarn til Albuerummet. 280 gram røg på den konto. Og sølle 2 x 10 gr. gik ind på lageret - men af den slags garn, som jeg snildt kan få brugt.





Nye teknikker: Til ærmets striber brugte jeg “jogless stripes”-teknikken (eller travelling jogless stripes). Stribe-skiftet ses på billedet nedenfor:



søndag den 9. januar 2011

Fransk Omslag II

SÅ fik jeg lokket sønnike til at agere fotograf, så her er nogle "model-billeder"

DE 2 første billeder hvor den bruges som sjal - først forfra og dernæst fra ryggen.





OG her billede, hvor jeg har den på som sjælevarmer:




OG endelig som halstørklæde:



fredag den 7. januar 2011

Fransk Omslag


JEG forelskede mig i dette enkle sjal/tørklæde/sjælevarmer første gang jeg så det på Ravelry.  Enkelheden kombineret med flere forskellige anvendelsesmuligheder er lige mig.

EFTER at have taget tilløb i lang tid, endte jeg med at slå op til sjalet i mit lysegrå Læsø Garn, som jeg for mange år siden indkøbte i store mængder på en ferie på Læsø. Dette strikkeprojekt var lige det rigtige for mig i årets sidste måneder - ikke så meget at tænke på, bare lade maskerne løbe over pindene, f.eks. til julekalender mv. i fjernsynet. Eller med i tasken når poderne var til håndbold-kamp.



UNDERVEJS var jeg dog ved at gå sur i de mange pinde glatstrik, og måtte holde strikkegejsten oppe ved at måle før og efter en strikkestund. Dejligt var det, når jeg efter en aften med strikketøjet, var nået endnu 10 cm. Og da jeg nåede til 2. omgang knaphuller, gik det hurtigt.

DET færdigstrikkede sjal måtte dog lige spændes op en gang i fugtig tilstand - de retstrikke kanter trak mere sammen end det glatstrikkede, som det vist også fremgår af ovenstående billede.

VALGET af knapper faldt på nogle perlemorsknapper - de er tilpas lette og jeg er vild med bagsidens struktur, så den vender udad.



FAKTA:
Mønster:  Etole la Droguerie by La Droguerie
Garn: 300 gr. Læsø Uldgarn lysegrå på pind nr. 3 mm.
Start: 13. november 2010
Slut: 18. december 2010

HOT or not: Tjah, jeg har ikke brugt den så meget endnu, men hot er det i hvert fald, at der røg 300 gr. lagergarn til dette projekt.






torsdag den 6. januar 2011

STATUS 2010

SOM vanlig når et nyt år melder sin ankomst, har jeg det godt med at gøre lidt status. Her på bloggen har jeg skrevet om mine mål mht. bøger, løb og strik (sidstnævnte kommer i et separat indlæg), og så er det vel også naturligt at berette om, hvordan det gik, når der gøres status.

BØGER
I starten af 2010 udfordrede en veninde og jeg hinanden til at få gang i læsningen igen. Vi nyder begge to at læse gode bøger, men får det gjort for sjældent. Nu skulle det være - målet var at læse 6 bøger i 2010, hvilket jeg mente ville være overkommeligt (og med håbet om at jeg ville få læst et par stykker mere). Status er at jeg har læst lige nøjagtig 6 bøger i 2010 - og jeg har nydt dem hver og en. Når jeg først er opslugt af en bog og dens univers, så er jeg næsten tabt for omverdenen.


LØB
2010 startede skidt løbemæssigt med masser af sne, der besværliggjorde træningen og ambitionerne om at forbedre mig på samtlige løb i 2010 set i forhold til 2009 samt at opnå en placering i top 5 i Vesthimmerlands Cup.

SÆSONEN blev skudt i gang i april, hvor jeg løb Himmerlandløbet på en smuk forårsdag og gejsten var efterfølgende stor. Foråret og starten af sommeren bød på mange løb, hvor jeg efter en mental nedtur til Knaberløbet genvandt humøret på en længere tur end normalt ved Fyrkatløbet i Hobro. Hen over sommeren rendte jeg ind i en mindre skade med ømhed under svangen primært under venstre fod. Det var igen tid til at re-vurdere/nedskrive ambitionerne.

I baghovedet var målsætningen om at løbe en halvmaraton - men først måtte der nye sko til og en kritisk vurdering af, om fødderne ville være med til øget træningsmængde. Heldigvis hjalp det med de nye sko, og i slutningen af august meldte jeg mig til min første halvmaraton.

TRÆNINGEN gik som planlagt, og oktober bød på rigtig gode træningsoplevelser, og jeg var således klar til min debut på den lange distance i Aalborg søndag d. 7. november. Løbet blev en rigtig god oplevelse selvom det ikke var ren eufori, men gav dog mod og lyst til flere lange løb.

EFTERFØLGENDE tog jeg den lidt med ro, og så bestemte vejrguderne,at vi skulle beriges med sne allerede fra slutningen af november. Det har ikke været helt nemt at få passet træningen i de sidste måneder af 2010 - men juleforberedelser har heller ikke gjort det nemmere.




LIDT statistik for 2010:

Antal km. i alt: 825,9 km.
Antal ture: 141
Antal officielle løb: 15

I 8 ud af 10 løb fik jeg bedre sluttid end i 2009, så dette mål er tæt på at være opfyldt. Jeg blev dog kun nr. 6. i Vesthimmerlands Cup, så også tæt på her, men alligevel ikke i top 5.