lørdag den 1. maj 2010

GRÅ UGLER

ENDELIG blev jeg færdige med mine Grå Ugler - en fantastisk charmerende sweater, som snart alle strikkere må have strikket. I hvert fald er der 2.797 projekter på Ravelry.

GARNET købte jeg i juni sidste år, da der var 20% rabat på garn i vores lokale garnforretning. Velovervejet - og så fik det i øvrigt lov at ligge på lager og "modne" i ca. 3/4 år. Først i  midten af marts i år slog jeg op til min ugle-sweater.

NU er jeg jo efterhånden kendt for ikke at springe over hvor gærdet er lavest, så derfor vendte jeg op og ned på opskrift og strikkede den oppefra og ned. Jeg synes, at det er genialt at prøve den på undervejs og få fornemmelsen af, om ind- og udtagninger sidder det rette sted.

SOM om der ikke var nok udfordring i at vende opskriften - som i øvrigt var på engelsk - så skulle der også lige regnes om, da jeg ikke havde samme strikkefasthed.

SELVE strikkeriet gik hurtigt på pinde nr. 6 mm. - tilpas tykke uden at være trælse at strikke med. Snart var jeg færdig med bolen, men da jeg havde strikke lidt på ærmet, stod det mig klart, at jeg havde for få masker sat af til ærmer, så de blev alt for snævre i ærmegabet. Resolut trævlede jeg tilbage til før delingen til ærmer og bol, og fik delt lidt bedre op. Belært af første forsøg, strikke jeg nu et kort stykke ned på bolen og et stykke på ærme 1, så jeg kunne prøve inden jeg strikke videre i god tro. Nu passede maskerne bedre.

DA jeg første gang strikkede bolen, havde jeg valgt ind- og udtagninger i siden, da jeg havde læst mig til, at en del havde dårlige erfaringer med indtagninger i ryggen (der kom til at bule).

EN kær strikkeveninde, som jeg mødte til Forældre og Fødsels generalforsamling d. 24. april, havde netop selv strikket 2 stk. Ugle-sweater og var begejstret for indtagningerne i ryggen, så jeg bestemte mig for at forsøge mig med dem alligevel. Lidt spøjst så det ud inden jeg fik den vasket og lagt i pres, men pasformen var fin.




JEG har endnu ikke besluttet mig til, om Uglerne skal have øjne og om det i givet fald skal være perler/knapper eller et par sting med en anden farve garn.

FAKTA:
Garn: Hjertegarn Ragg-Strømpegarn 450 gr. - pinde nr. 5 mm og 6 mm
Start: 13. marts 2010
Slut: 30. april 2010
Hot or not: Jeg elsker den allerede! Og tror, at jeg bliver nødt til at strikke en til mine piger også.
Ny teknik: Old Norwegian Cast On-method - det giver en pæn og elastisk kant.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kære Bloglæser

Det er altid dejligt med kommentarer til blog-indlæggene!

Ha' en god dag.

Hilsen LisbethK