torsdag den 20. januar 2011

Strikkestatus 2010


2010 blev endnu et dejligt år med strikkepindene. Ovenstående viser de fleste af de ting, jeg fik strikket i løbet af året.

ÅRETS store projekt var Uglejakken som min veninde har designet, og jeg fik lov at teststrikke. Starten blev skudt i marts, hvor jeg var på en dejlig strikkeweekend med 3 vidunderlige veninder. Endelig færdig var jeg dog ikke før i slutningen af året, og nåede dermed endnu en weekend i godt selskab med de 3. Sådan noget strikkeri kaster meget godt efter sig!

EN gang teststrik mere blev det også til. Via Ravelry blev jeg kontaktet og spurgt om jeg ville teststrikke en tunica i størrelse 8 år. Dette var et mere overkommeligt projet og resultatet kan ses her:



I det forgangne år strikkede jeg også efter eget hoved - her blev det til en helt særlig striktrøje til min store dreng, nogle simple men meget brugte benvarmere til ældste datter og for en sjælden gangs skyld et stykke strik i bomuld fra mine pinde i form af en lilla tøse-cardigan til mindstebarnet, som har forstået at posere, når mor skal have billeder af det færdige strik.




ET par vaskeægte ravelry-baskere kan man vist godt kalde et par af mine andre valg - nemlig February Lady Sweater, der pt. er strikket af +10.000 på Ravelry, Owls med +3.500 projekter på Ravelry og Little Sister Dress med +1.800 projekter samme sted.

ET par veninder fødte i årets løb og der løb derfor et par små kimonoer af pindene som barselsgaver. Skønt at få lov at strikke til andres babyer - og nemt at få brugt af lagergarnet, når der kun skal bruges ganske lidt garn.

FOR 2010 havde jeg sat mig nogle mål - det gik nu ikke særligt godt med at nå dem. Farveskalaen synes jeg dog er ganske fin - grå har ikke været den altoverskyggende og foretrukne farve, og det svinder efterhånden i lagergarnet.

I 2010 har jeg brugt 3.715 gr. garn - lidt mere end i 2009 - men jeg kan uden at finveje lageret godt afsløre, at jeg ikke har nedbragt det med 50% i forhold til årets start. Noget nyt garn fik lov at snige sig ind på matriklen, og jeg glæder mig til at få det på pindene her i 2011.

3 kommentarer:

  1. Du er simpelthen for vild Lisbeth! Dyb respekt!!!!! :-)

    SvarSlet
  2. :-D - tak, Maria! Ja, det ser jo unægteligt lidt vildt ud, når det samles i en status. Men det er jo også derfor, at jeg synes, at det er sjovt at gøre status.

    SvarSlet
  3. Men super inspirerende! Får meget lyst til at hive pindene frem igen! :-)

    SvarSlet

Kære Bloglæser

Det er altid dejligt med kommentarer til blog-indlæggene!

Ha' en god dag.

Hilsen LisbethK