Berlin Marathon - løbsberetning

ENDELIG kom dagen, som jeg skiftevis har frygtet og glædet mig til. Dagen som de sidste 8-9 måneders træning har været rettet imod. Dagen hvor en ny maraton-løber måske skulle ”fødes”.


DA mobilen bippede ca. 05:30 var jeg omgående lysvågen. Overraskende nok var jeg faldet i søvn uden problemer, og havde sovet fint hele natten. Ingen mærkelige drømme og ingen søvnløshed.

MIN morgenmad bestod som den oftest gør af havregryn med mælk. Og så lige et stykke rugbrød med nutella, så der var fyldt godt op til de næste mange timers strabadser.

KL. 7 var der afgang fra lejligheden – solen var efterhånden stået op og sendte sine stråler over den vågnende by. Jo nærmere vi kom Brandenburger Tor, jo flere løbere stod der på toget.

DER var allerede noget kø ved indgangen til løber-området, selvom klokken endnu ikke var 8. Vi stillede os i kø til wc’erne med det samme – her var køen også voksende. Ikke alle havde fået stillet sig i kø i tide - foran i køen, var der en mand, der havde store problemer med at holde sig og hoppede noget rundt - hold op, hvor der blev grinet. En sød pige i køen ved siden af, lod ham komme til før hende, hvilket udløste klapsalver - og da han som en meget lettet mand kom ud af wc-vognen, blev der igen klappet.

VED 8-tiden spiste vi vores medbragte bananer og drak lidt vand. Bagefter fik vi afleveret vores poser med ekstra tøj, og kunne nu se, at køen til området var vokset betragteligt. Vi begyndte at bevæge os mod startområdet – undervejs var vi i skoven og tisse, og ca. 20 minutter før start var vi klar i vores startbås, og jeg smed min gamle løbetrøje, der alligevel var gået i stykker i lynlåsen.

SOMMERFUGLENE flagrede i maven og det var helt vildt at se så mange mennesker samlet i startområdet. Vi fik ønsket hinanden godt løb, for vi havde ingen intentioner om at vi skulle eller kunne følges ad.

KL. 9 så vi starten gå – vi kunne ikke høre noget, men kunne se en stor mængde røde balloner stige til vejrs. Kort efter blev de følgende startgrupper kaldt frem, og få minutter senere var det vores tur til at bevæge os frem mod startstregen.

JEG forventede, at der ville være så tæt og langsomt løb i starten, at jeg ikke ville kunne finde mit eget tempo på de første 4-5 km., men da starten er på meget brede veje, var der ingen problemer, da vi var nået få hundrede meter ud på ruten.

MIT udgangstempo lå på ca. 5:50 min/km. helt som planlagt. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men de høje bygninger og de mange vejtræer gav god skygge, hvor temperaturen var rigtig behagelig.

MIN strategi var at drikke vand ved alle depoterne og indtage første portion energigel ved 11,5 km-depotet og derefter for ca. hver 5. km. Planen var endvidere at løbe non-stop (på nær depotstop) til 11,5 km. og derefter slå over i 5:1 resten af løbet.

ALLEREDE ved 7-8 km. følte jeg, at jeg skulle tisse og ved 9 km.-depotet forsøgte jeg at finde en wc-vogn, men de var aflåst. Trangen var ikke større end jeg sagtens kunne fortsætte. Ved 11,5 km. depotet fik jeg fumlet min energigel op af lommen og greb et bæger vand. Jeg gik et stykke, mens jeg drak, og bagefter fik bakset resten af energigelen i lommen igen. Jeg begyndte herefter at skiftevis løbe og gå. Ved min anden gåpause, var der nogle danske tilskuere, der kom med opmuntrende bemærkninger og bød mig på Gul Gajol :-O – jeg smilede og vinkede til dem; alt var jo efter planen, og jeg var bestemt ikke i krise.

I solen var det varmt, men jeg søgte skygge, hvor det var muligt og sørgede ellers for at drikke et helt bæger vand ved hvert depot og tog gerne et ekstra bæger vand, som jeg hældte ud over mine håndled for at køle ned, så varmen var ikke generende for mit løb.

TEMPOET i mine løbeintervaller var godt, ca. 5:25 min/km. Benene var bare gode og jeg måtte virkelig holde igen. Ved 17,5 km.-depotet så jeg et par andre løbere stå ved wc-vognene, og jeg skyndte mig at tage opstilling, så jeg kunne få tømt blæren – ingen grund til at det skulle genere, selvom jeg sikkert kunne have klaret en del km. endnu.

DE følgende km. gik rigtigt godt – stadig følte jeg, at jeg måtte holde igen for at spare på kræfterne. Jeg løb nu ca. 5:40 i løbeintervallerne.

OPBAKNINGEN fra de danske tilskuere var helt fantastisk, og jeg nød løbet, vinkede til tilskuerne, når der blev råbt ”kom så Danmark” og følte, at jeg løb med et stort smil.

DE 28 km. blev nået og jeg mærkede stadig ingen træthed i benene. Det var virkelig en fornøjelse, at strategien så ud til at virke, og at jeg fortsat havde nemt ved at holde et godt flow på løbeintervallerne.

JEG var spændt på de næste 5-7 km. – nu var jeg på ukendt område, men jeg følte mig virkelig ovenpå og sikker på, at jeg nok skulle gennemføre. Efterhånden var der flere løbere, der var nede at gå, og efter de 30 km. så jeg flere med kramper, der måtte ud og strække ud. Jeg havde fortsat forbavsende friske ben og holdt mig til min strategi.

MELLEM 30 og 35 km. boblede hovedet med positive tanker, jeg tænkte på alle de søde kommentarer her fra bloggen og fra facebook og ikke mindst fra min løbemakker – jeg var nærmest flyvende. Jeg havde frygtet distancen, og nu følte jeg, at jeg var som skabt til det.

OMKRING de 35-36 km. begyndte det dog at gøre lidt ondt, når jeg skulle i gang med at løbe efter en gåpause, så jeg besluttede mig for, at jeg ville løbe resten af vejen non-stop. Ved 38 km-depotet tog jeg dog hurtigt et bæger vand og et stykke banan, og så var det ellers bare at nyde de sidste km.

DA jeg drejede ind på Unter den Linden med Brandenburger Tor længere fremme og blot 1,2 km. til mål, fik jeg gåsehud og en klump i halsen – det var stort! Jeg var lige ved at knibe en tåre. Det var næsten ikke til at fatte, at jeg snart var i mål og uden krise havde gennemført en maraton.

MED ca. 200 meter til mål satte jeg de sidste kræfter ind i slutspurten, sugede de sidste indtryk til mig og strakte armene i vejret mod publikum. Dagen forinden var der flere inline-skatere, der havde haft overskud til at gejle publikum op på opløbsstrækningen og høstede stort bifald, og jeg havde sagt, at hvis jeg havde lige så meget overskud, så ville jeg også gøre det. Jeg havde ikke drømt om, at jeg ville være så overskudsagtig til sidst, men hold op det var fedt. Efteranalysering af data fra mine sidste ca. 7 km. viser, at jeg løb med 5:37 min/km., så min disponering har været helt rigtig.

DET var lidt antiklimaks at nå i mål og ikke have nogen at dele oplevelsen med. Mens jeg ventede på at få min medalje udleveret, kom der et par danskere i køen bag mig, og vi fik snakket lidt. Min spurt var blevet bemærket - og da jeg stod og forsøgte at tørre sveden ud af mine øjne, tilbød den ene af mig et par stykker køkkenrulle, som han havde haft med i lommen. Avs, det gjorde ondt, når saltkrystallerne kradsede i huden.

JEg havde aftalt med min mand, søster og svoger, at vi indtil kl. 13.30 ville mødes ved vanddepotet, og derefter på et aftalt sted på plænen foran Rigsdagen. Jeg var først i mål efter 13.30, så da jeg havde fået skyllet sveden af ansigtet, fået noget vand at drikke og havde hentet min goody-bag, gik jeg mod det aftalte sted. Kort efter dukkede min svoger og mand op – min søster var blevet ved vanddepotet for at vente i 10-15 minutter mere. Hun dukkede dog snart op med en øl i hånden, og svogeren og jeg skyndte os at få hentet vores.

PÅ vej mod øl-depotet, blev jeg ”anråbt” af et par løbere fra den lokale motionsklub og vi fik lige udvekslet -  helt kort - hvordan løbet var gået. Bagefter fordøjede vi indtrykkene, mens vi spiste vores medbragte sandwich og drak vores alkoholfrie Erdinger, der faldt på et tørt sted.

DA vi havde siddet lidt, begyndte jeg at mærke træthed og ømhed i benene - primært i mine lægge, men overordnet set, havde jeg det helt fantastisk, og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg løber en marathon. Nu er spørgsmålet bare, hvornår og hvor det bliver næste gang.


FAKTA: 42,195 km. (iflg. gps 43,25 km.) - 4:18:55 -  ca.20 grader, sol, vindstille

Første ca. 12 km - 5:51 min./km
Følgende ca. 24 km. (incl. tissepause) - 6:09 min/km.
Sidste 6,8 km. - 5:37 min/km.

MIN seje søster var suverænt løbende - i sin 3. marathon skar hun ca. 15 minutter af sin tid, og kom under 4 timer. Min svoger havde et godt løb - kom igennem uden kriser og løb lige op med sin hidtil bedste marathontid (i sit 10. marathonløb). Min mand mødte muren og sled sig igennem de sidste 10-12 km. men klarede det flot ca. 9 minutter hurtigere end mig - men hold op hvor havde vi forskellige oplevelser af vores første marathon. Og nu forstår han hvordan kvinder, der har en hård fødsel, kan sige, at de vil have flere børn. ;-)