fredag den 15. juli 2011

Træning - uge 24

UGE 23 var en stor løbeuge med både træning og 2 gange konkurence. I Pinsen var vi på Sjælland og selvom det var ensbetydende med 2 x fødselsdage i familien, var løbegrejet med i bagagen. Søndag eftermiddag bød på en tur sammen med min mand i højt solskin. Vi led begge i varmen - og måske også under, at vi om formiddagen havde været til stor fødselsdagsbrunch med al for meget lækker mad og kage.

FAKTA: 10,35 km. - 54:50 minutter - 20 grader og skyfrit.


ALLEREDE tirsdag d. 14. juni var der igen konkurrence i Vesthimmerlands Cup. Jeg var tilmeldt den lange distance på 9,7 km. Inden start fandt jeg min løbemakker og vi fik os placeret midt i startfeltet, der ikke var overvældende stort til den lange distance. Temperaturen var med 13 grader fin til at løbe i, men det blæste en hel del, og vi ville komme til at løbe ud mod Limfjorden uden særligt meget læ, så jeg var noget spændt på, hvor meget det ville komme til at betyde for tiden.

STARTEN blev lidt kludret, da vejen hurtigt snævredes ind og det var lidt svært at finde sit eget tempo på de første 300-400 meter.  Derefter blev der lidt bedre plads inden vi kom ind på en forholdsvis smal sti langs Frederik d. VII's kanal. Jeg følte, at jeg holdt igen med tempoet, men første km. blev løbet i 4:39. De første 5 km. sydpå ved kanalen havde vi næsten stik modvind og der var absolut ingen læ at hente nogen steder.

EN af mine "konkurrenter" lå bag mig over et længere stykke, og da hun gik forbi mig, lagde jeg mig bag hende og opdagede, at det faktisk gjorde en forskel at ligge i en andens "slipstrøm". Jeg holdt mig bag hende til vi vendte og begyndte tilbageturen mod målområdet. Desværre kunne jeg ikke følge hendes tempo, da det kort efter gik op ad bakke, og måtte lade hende få et forspring, som jeg aldrig indhentede.

EFTER at vi havde vendt og vinden nu kom mere i ryggen, hjalp det lidt på km.tiderne, men de sidste par km. gik det atter opad og der var ved at være udsolgt i benene. Jeg måtte derfor have en kort gåpause på en af de sidste små stigninger, inden jeg forsøgte at løbe en slutspurt.

ASTRID vandt i sin aldersgruppe - men af uvisse årsager havde arrangørerne "lige" glemt aldersgruppen 0-10 år, da vinderne blev annonceret. Jeg henvendte mig til speakeren og spurgte og de ikke havde glemt de yngste. Svaret var, at jo, det havde de, og at de godt vidste, at der havde været pokal til dem sidste år, og at der også blev det næste år - så de måtte jo bare komme igen næste år! :O

VI skrev efterfølgende til arrangørerne og fik svar, at de var kede af det svar jeg havde fået. De ville få fejlen rettet og fremsende en pokal til de 2 yngste vindere. I skrivende stund har vi stadig ikke set spor af pokalen....

FAKTA: 9,77 km. (iflg. GPS) - 49:22 minutter - 13 grader, 10 m/sek fra sydvest.


FREDAG var der en lidt længere tur på programmet. Vejret var helt perfekt. Stille vejr og 14 grader. Planen var at løbe runder i nabolaget med væskedepot lagt ud, men en kommunikationsfejl mellem min mand og mig gjorde, at jeg aldrig fik vand ud. Det blev heldigvis ikke afgørende, da det var rigtigt behageligt vejr at løbe i - jeg kom afsted kl. ca. 21.00 så solen bagte ikke.

JEG følte mig i overskud hele vejen - faktisk så meget, at jeg løb den hårde del af ruten (aka sandbakken) 3 gange. Det var tydeligt at se på km.tiderne (der ikke var så stabile), hvor jeg ramte bakken, men alt i alt en god træningstur. Og jeg elsker at løbe om aftenen, når det er sommer.



FAKTA: 15 km. - 1:19:41 - 14 grader og stille vejr.


DESVÆRRE fik jeg en mindre skade - nemlig vabler under et par tånegle. Ret smertefuldt skulle jeg lige hilse at sige, men heldigvis ikke noget der kunne slå min træning ud af kurs. Jeg mistænker mine Asics løbesko for at have skylden, så de røg ind bagest i skabet og kan vel i bedste fald håbe på at komme frem som almindelig fritidssko. Som løbesko er de i hvert fald afskrevet.


SØNDAG forsøgte jeg mig med en lille tur, hvor det primære var at mærke om tæerne kunne holde til at løbe igen. Det blev til en lille tur på grusstierne med mulighed for at afbryde turen tidligere, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

DET var rigtigt lummert vejr, og benene spillede heller ikke rigtigt for mig - jeg var tung i hele kroppen.

FAKTA: 6,33 km. - 32:43 minutter - 19 grader, lummert.

2 kommentarer:

  1. Du har været flittig i løbeskoene. Det bliver til en del km samlet. ;-) Håber de vabler har lagt sig efterhånden. Det lød ikke rart.

    SvarSlet
  2. Tak - og jo, jeg tror, at jeg har fået styr på vablerne. Jeg har bestilt nye sko (Mizuno igen-igen) og forsøger mig frem med anden type løbestrømper.

    SvarSlet

Kære Bloglæser

Det er altid dejligt med kommentarer til blog-indlæggene!

Ha' en god dag.

Hilsen LisbethK