Restitution

MIT ½ marathon føltes ikke hårdt - eller i hvert fald ikke hårdere end jeg havde forventet og forberedt mig på - men benene var mærkede dagene efter. Først onsdag var jeg ude at løbe en rolig tur, der skulle teste benenes tilstand.

HØJRE lår var stadig ømt, men jeg tænkte, at det blot skulle varmes op, og jeg lagde et roligt tempo fra start. Vejret var ikke med mig - blot 3 grader, så det var svært at få varmen i kroppen. Kort efter 4 km. "smuttede" mit venstre knæ som det også gjorde til søndagens løb. Jeg gik nogle meter og luntede så de sidste par hundrede meter hjem. (4,55 km. på 25:04)

FØRST i går søndag blev der igen tid til at komme i løbetøjet - og lige på et hængende hår, da mørket var ved at lægge sig. Benene føltes gode - ingen ømhed i lårene, og ikke noget at mærke på knæet, men jeg var spændt på om det ville kunne bære. På vej ud af døren spurgte gemalen om det så skulle være en tempotur, når nu jeg ikke kunne nå en længere tur. Det var ikke lige planen - jeg var stadig usikker på knæets tilstand. Men ud af indkørslen kunne jeg godt mærke, at der var tempo i benene, men grundet tusmørket, kunne jeg ikke se på uret, hvad mit tempo var.

DET var en anderledes fornemmelse at løbe i tusmørke og ikke at kunne holde øje med tempoet undervejs, som jeg plejer. Knæet holdt, men jeg måtte afslutte turen efter ca. 4,5 km. da det var blevet for mørkt og "farligt" at løbe på grusvejen, når jeg ikke kunne se ujævnhederne.

MIN egen fornemmelse af tempo var ikke helt forkert :-) - jeg følte, at jeg løb med overskud og var ikke i nærheden af syregrænsen og alligevel blev det til 4,55 km. på 23:00, og skønt var det at mærke, at benene ikke har glemt, at det er sjovt at løbe lidt hurtigere end mit halvmarathon-tempo.