søndag den 22. april 2012

Træningen intensiveres - uge 15


EFTER en god løbeuge i påskeugen, fulgte endnu en træningsuge med intensiv løbetræning.

TIRSDAG løb jeg en stille og rolig tur med jævnt tempo rundt på grusvejene omkring vores ejendom. På ruten som jeg gennemløb 2 gange er der lidt småstigninger med løst sand, som altid er en god udfordring i min træning. Turen blev løbet med overskud og var tænkt som en restitutionstur, men alligevel kunne jeg ikke dy mig for at give gas på den sidste km., der blev løbet i 4:23/km. Dejligt at mærke, at der var power i benene efter søndagens lange træningstur.

FAKTA: 10,88 km. - 1:00:44 - 5 grader, lidt vind

ONSDAG aften var der løbetræning i løbeklubben, og det lykkedes mig at få det passet ind med familiens øvrige aktiviteter. Jeg har af og til løbet til og fra træning, men i dag valgte jeg cyklen, da aftenens tur lød på 9 km. og jeg også var afsted aftenen før.

JEG valgte at løbe med 5:30/km.-holdet - vejret var helt perfekt til løb. Snakken gik om hvordan træningen var gået siden sidst, nogle havde været til løb og ellers bare løst og fast. En anden kvindelig løber, T, og jeg lagde os forest, da vi manglede et par km. og øgede tempoet lidt, men stadig var der god luft og gode ben.

MED ca. 1 km. tilbage blev tempoet givet frit, og der kunne spurtes i "mål" hvis man havde lyst. T og jeg gav gas og pressede hinanden rigtigt godt. Selvom et hurtigt kig på uret viste, at vi løb ca. 4:15/km. følte jeg mig slet ikke presset til det yderste og ingen tegn på, at benene var ved at syre til. Jeg lå en anelse foran T, men da vi drejede ind på de sidste ca. 200 meter, rykkede hun forbi mig - konkurrencegenet i mig fandt det sidste gear, og jeg kom op på siden af hende igen. Wauv - det var både sjovt og godt at få pulsen op, og have en "legekammerat" der var med på spurt-spøgen.

LIDT efter os kom de mandlige løbere fra holdet i mål og der blev kommenteret på vores gode ben. :-)

FAKTA:  9,25 km. - 49:50 - 8 grader, vindstille.


FREDAG havde jeg planlagt en mellemlang træningstur på ca. 14 km. Det var gråt og med en smule regn, men afsted kom jeg. De første 3 km. løb jeg i roligt tempo, og besluttede mig så for, at jeg ville løbe nogle intervaller på dagens tur. Det blev derefter til 2x1 km. intervaller i 4:52 og 4:38 med ca. 1 minuts pause imellem. Derefter ca. 400 meters roligt løb, inden endnu et interval på ca. 700 meter (så passede det med de veje, jeg skulle krydse) i 4:41/km. Så lidt roligt løb igen, hvor jeg lige løb forbi et af mine sædvanlige vanddepoter for at se om der var åbnet for vandet, så jeg kunne benytte det på min næste lange træningstur.

NÆSTE interval blev på ca. 700 meter igen og i 4:53/km. Så ca. 1 minuts pause og 3x1 km. intervaller i 4:51, 4:48 og 4:51. Jeg sluttede af med at løbe de sidste par km. i roligt tempo.

FAKTA:  13,95 km. - 1:17:02 - 6 grader, let regn.


LØRDAG var vi sammen med noget af min mands familie, og vi havde aftalt at løbe en lille tur sammen. Det blev til en rolig tur i skønt terræn, men med lidt regn.

FAKTA:  4,42 km. - 23:50 - 6 grader, stille regn.


UGEN blev afsluttet med en lang træningstur. Denne gang behøvedes jeg ikke at have Jakob med som vandbærer, da jeg ville kunne få vand på ruten, og dermed blot skulle medbringe energigel.

JEG fik tanket godt op med god morgenmad, og hvilede mig ellers lidt inden jeg trak i løbetøjet og stak afsted ved 11-tiden. Planen var at løbe 5:1 på det meste af turen for lige at mærke, hvordan det var for benene.

DE første 3 km. blev løbet i roligt tempo, og så aktiverede jeg træningen i mit Garmin FR205, så jeg blev adviseret for hvert 5. og 1. minut. Dvs. 5 minutters løb efterfulgt af 1 minuts gang, etc.

DET var forholdsvist nemt at finde et godt flow i løbeintervallerne, og jeg lå på ca. 5:30/km. i intervallerne. Jeg sprang et par gå-intervaller over, enten fordi jeg var ved at nå til vanddepot, eller fordi jeg lige havde været i vanddepot. Et par blev sprunget over fordi jeg følte mig i godt flow sidst på turen og jeg følte, at det ville ødelægge mere end gavne, hvis jeg tog gå-pauser.

MIT 2. vandstop kostede lidt tid, da jeg ikke lige kunne finde vandposten - og tilmed løb vandet ekstremt langsomt. Men ellers var det en rigtig fin tur, og med passende afstand mellem vanddepoterne - efter ca. 6,8 km, ca. 13 km og ca. 18,8 km. Selv med det lidt højere gennemsnitstempo end sidste 25 km.-tur, følte jeg, at jeg havde overskud på hele turen og godt kunne have løbet et par km. mere uden træthedstegn.

FAKTA:  25,71 km. - 2:25:43 - 7 grader, kold N-NV vind

TOTAL for uge 15 - 64,21 km.


1 kommentar:

  1. Det lyder som en skøn løbeuge.
    Hvor er du bare totalt sej!!!

    Ønsker dig en ny god uge

    Knus Ane

    SvarSlet

Kære Bloglæser

Det er altid dejligt med kommentarer til blog-indlæggene!

Ha' en god dag.

Hilsen LisbethK