lørdag den 18. juni 2011

LØBEUGE - uge 23

UGE 23 er ensbetydende med løbeuge indskolingen på vores børns skole. Igen i år blev jeg spurgt af Astrids lærer, om jeg ville løbe med, da ingen af lærerne er superløbere (øhh...men det er  jeg åbentbart?!). Nå, men tjansen havde jeg egentlig tørret af på min mand, da han havde en del overførte feriedage, der passende kunne bruges på bl.a. dette. Imidlertid blev han indkaldt til et møde med mødepligt, og jeg måtte derfor afsted - og sjovt er det jo.

BØRNENE løber i 3. lektion på en rute, der er knap 1,2 km. lang. Hver gang de passerer start, får de en streg på hånden og bagefter "samles" klassens streger sammen, så der konkurreres klassesvis i indskolingen.

KL. 10 var vi klar til start. Børnene fik besked på, at de på første runde skulle holde sig bag mig, men at de derefter havde frit løb. Et par drenge fra Astrids klasse løb lige bag mig, og kommenterede mit tempo: "Kan du ikke løbe hurtigere?", "De sagde, at du var hurtig", "Er det dit bedste løb?" - jeg kiggede på løbeuret, der meldte et tempo på 4:10/km., sagde ingenting, men tænkte, at de nok skulle falde fra inden længe. Og efter blot 300 meter måtte de ned at gå med sidestik. Astrid fulgte godt med, og vi tog første km. i 4:43, og havde lagt god afstand til de nærmeste børn.

PÅ de følgende runder blev vi mange gange spurgt efter, hvor mange streger vi havde fået. Mange børn gav den lige lidt ekstra gas, når de så at det var Astrid og mig, der kom forbi dem. Efterhånden kender jeg en del af børnene, så de fik en opmuntrende bemærkning med på vejen. Der skal ikke så meget til, så finder de kræfter til at løbe lidt mere.

JEG måtte dog undre mig over, hvor mange børn, der trods besked fra skolen om at møde i tøj til at løbe i, der var upraktisk klædt - ikke mindst hvad fodtøj angik. Jeg forventede bestemt ikke at se dem i deciderede løbesko og løbetøj, men når flere børn forsøger at løbe i ballarinaer eller sandaler a la romer-sandaler, ja, så fik jeg næsten ondt at børnene. Det er klart at de ikke får en optimal oplevelse med at løbe, når fodtøjet ikke som minimum er fritidssko, der sidder ordentlig på foden.

TEMPERATUREN var omkring 20 grader og det var meget lummert, men allerede på første runde blev vi begunstiget med en lille regnbyge, der svalede godt og gjorde luften lettere. Det betød så også, at jeg så et par piger i regntøj og gummistøvler :-O

PÅ vores 6. runde indhentede vi en pige fra Astrids klasse, der var i gang med sin 3. runde. Hun ville gerne løbe med os, og vi fandt et tempo, hvor hun kunne være med. Opmuntrende ord og måske det at kunne følges med en voksen fik hende rigtigt flot igennem med et snit på ca. 6:10/km. Det var en storsmilende pige, der fik sin 3. streg på hånden. På dette tidspunkt var 3. lektion ved at være slut og børnene blev stoppet efterhånden som de kom i mål - Astrid og jeg fik dog lov til at tage en runde mere, og var da også langt fra de sidste der kom i mål.

FAKTA: 8,23 km. - 47:56 minutter - 19 grader, lummert - lidt regn


SAMME aften var der igen løbetræning med løbeklubben for børnene. Der kom en byge kort før vi skulle afsted, og det så noget truende ud. Der var lovet tordenvejr, men vi tog afsted, da det trods alt kun var regn. Udover os og løbeklubbens trænere var der kun mødt et barn op. Netop som vi aftalte, hvilke rute, der skulle løbes, åbnede himlen sine sluser, og vi søgte ly i hallens forgang. Vi ventede 5-10 minutter på ophold, og da regnen tog lidt af, valgte vi at stikke afsted - nu var vi jo kommet afsted, og lidt regn gjorde ingenting.

VI løb alle 3,2 km.ruten som test til Knaberløbet. Signe havde været lidt uoplagt, og planen var, at hun skulle følges med Astrid, der allerede havde løbet en god del den dag. Så måtte de gå og løbe, som Signe nu syntes, hun kunne. Imens ville jeg løbe med Jakob. Imidlertid havde Signe fundet løbebenene frem, og skød et godt tempo. Samtidig klagede Jakob over lidt ondt i det ene ben, så vi fulgtes ad alle sammen.

OMKRING 2 km. måtte Signe have en gå-pause, mens Jakob og jeg fortsatte. Vi kom dog kun i mål ca. 30 sekunder før Signe og Astrid. Signe strålede - de voksne fra løbeklubben var imponerede over hendes små ben og det tempo, hun holdt med kun et par små gåpauser.

FAKTA: 3,35 km. - 20:48 minutter - 19 grader, regn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kære Bloglæser

Det er altid dejligt med kommentarer til blog-indlæggene!

Ha' en god dag.

Hilsen LisbethK