torsdag den 1. september 2011

Kæk og Klassisk Cardigan

ASTRID er en sjov pige - både en varm og en kold pige. Når hun er aktiv får hun hurtigt varmen og smider overtøj og trøjer, men når vi f.eks. cykler i skole på kølige morgener, er hun ikke sen til at finde strikvanter og benvarmere frem.

MED dette in mente er hun ikke lige en sweaterpige - det skal gerne være nemt at få af og på, og så falder valget oftest på en cardigan eller hættetrøje. Vi har begge haft et godt øje til cardiganen "En kort - en lang" fra Lene Holme Samsøes bog "Kæk og Klassisk børnestrik", og da jeg "trængte" til et strikkeprojekt på store pinde og tilmed havde egnet garn på lager i en frisk farve, så var det bare med at slå op.


PÅ pinde nr. 7 gik det hurtigt derudad - men hurtigt fik jeg også en mistanke om, at jeg ville komme til at mangle +100 gr. garn. Jeg eftersøgte garn i samme farve og parti både på webstrik og Ravelry, men uden held. Jeg skrev ligeledes til et par forhandlere, men heller ikke held derigennem. Butikken hvor jeg havde købt garnet, fører ikke længere denne kvalitet, men alligevel forhørte jeg mig også dér, om jeg skulle være heldig, at de havde noget liggende. Men nej, desværre ikke.

HALVVEJS på cardiganen besluttede jeg derfor, at trævle den op og begynde forfra på større pinde og dermed håbede jeg, at jeg ville få garnet til at strække bedre. Det tegnede meget godt, men desværre gav det ikke helt nok, og jeg bestilte derfor et nøgle i et andet parti. Den anden indfarvning ville blive brugt på kraven, og forhåbentlig bliver en evt. nuanceforskel ikke så tydelig derved.

SAMMEN med det ekstra nøgle garn bestilte jeg knapper til cardiganen. De passer helt perfekt.



ASTRID kunne næsten ikke vente på, at den blev færdig - selvom sommervejret til tider gjorde en cardigan ganske overflødig.



FAKTA:
Mønster: En kort - en lang af Lene Holme Samsøe fra Kæk og Klassisk Børnestrik
Garn: Hjertegarn Yabba - 525 gr. fv. 6957 (grøn) - pinde nr. 8 og 9 mm.
Start: 2. juli 2011
Slut: 20. august 2011
Modifikationer: Strikket på tykkere pinde, str. 8 år til min slanke pige, dog str. 10 år i længden.
Hot or not: Endnu har den ikke været i brug, men Astrid giver udtryk for, at den er dejlig og lige som den skal være, så der er håb om, at den kommer i brug, når kulden sniger sig ind på os.




2 kommentarer:

Kære Bloglæser

Det er altid dejligt med kommentarer til blog-indlæggene!

Ha' en god dag.

Hilsen LisbethK