onsdag den 27. oktober 2010

Alt for mange timer foran skærmen

DE sidste uger har jeg tilbragt mange timer foran skærmen, når jeg er kommet hjem og har klaret lektielæsning med de 2 store, måske en løbetur, madlavning og putning.

Lige om lidt går Foreningen Forældre og Fødsels årlige netauktion i luften, hvor velvillige sponsorer har bidraget med lækre sager til børn og voksne.
 
Overskuddet fra auktionen går til Forældre og Fødsels arbejde:
  • Forældre og Fødsels første og væsentligste formål er at yde forældre støtte og rådgivning med udgangspunkt i deres egne frie, oplyste og individuelle valg.
  • Forældre og Fødsel arbejder for, at graviditet, fødsel og de første år efter fødslen bliver både psykisk og fysisk tilfredsstillende for forældre og børn.
  • Forældre og Fødsel tilbyder gratis og anonym rådgivning indenfor mere end 60 forskellige områder. Bl.a. tilbyder foreningen amme- og søvnrådgivning.
  • Forældre og Fødsel formidler forældres erfaringer, ønsker og krav til fagfolk og politikere. Vi samarbejder tæt med jordemødre om at forbedre svangeromsorgen i Danmark. Og vi repræsenterer gravide og fødende i politiske fora som for eksempel Folketingets Sundhedsudvalg og Sundhedsstyrelsen. 
SAMMEN med 3 andre gæve og erfarne kvinder udgør jeg netauktionsgruppen. Min rolle har dels været at holde overblikket og strukturere vores arbejde, og dels at få oploadet info til auktionssitet for alle de superdejlige bidrag, vi har fået i år.

LIGE nu er det yderst hektisk og sluger det meste af min tid, men jeg ved hvor vigtigt det er for foreningens drift - og resultatet plejer ikke at skuffe. Jeg håber, at rigtig mange vil kigge forbi og byde med og dermed støtte en forening, jeg brænder for.

mandag den 11. oktober 2010

Feel good

MANNER hvor havde jeg det godt med mig selv efter gårsdagens lange løbetur. Vejret var helt perfekt, stille vejr, sol og 14 grader.

JEG havde lokket Jakob med på cyklen, så jeg kunne få vand med på turen. Han så det som en kærkommen lejlighed til at træne lidt før han med klassen skal cykle 15 km. til skolernes motionsløb. Hårdt blev det vist aldrig rigtigt for ham, men han så nu ud til at nyde den vigtige rolle han havde på turen.

VI var dog kun nået ca. 300 meter fra matriklen, da vi måtte vende om. Vores løbe-ivrige hund satte efter os, og vi kunne ikke have hende med på dagens tur, da vi skulle krydse en større vej - og hun er vant til løbe uden snor, når vi løber på grusvejene i vores nabolag. Vi havde lukket hende ind, inden vi satte afsted, men mindste-datteren havde fået lukket hende ud. Øv-øv, vi måtte hjem med hende og få hende lukket ind, før vi rigtigt kunne komme afsted.

RUTEN havde jeg lagt op igennem byen, så Jakob nemt kunne følge med på cykel - normalt løber jeg via en noget humblet markvej for at nå ud til Himmerlandsstien.



STIEN er helt perfekt til løb. Ikke så hård som asfalt, men mere stabil og jævn end grus- og skovstierne, jeg plejer at løbe på. Der er ingen generende trafik og kun få steder, man skal krydse trafikerede veje. Stien er jo gammel jernbane, så den er uden de store stigninger - den rene fryd, når man samtidig kan nyde landskabets bakker og dale.

VED ca. 4,5 km. bad jeg Jakob køre lidt i forvejen og gøre klar med vanddunken - det fungerede fint, og jeg fik drukket nogle mundfulde inden jeg satte igang igen. Vi vendte snuden retur, da løbeuret angav 8,2 km. og jeg havde mit andet drikke-stop. Det blev til endnu et stop ved ca. 12,6 km. hvor jeg også fik en bid mysli-bar. Allerede ved ca. 13,5 km. måtte jeg have vand igen - mysli-baren var lidt for klistret.  Men derfra gik det hjemad i godt humør og fortsat i godt tempo.

BENENE havde det godt, og mental var jeg ovenpå. Det var en rigtig skøn tur på en rigtig dejlig efterårsdag. Udgangstempoet var på 5:30/km. efter at vi havde været retur med hunden, og jeg kunne holde tempoet hele vejen.

FAKTA: 15,99 km. - 1:27:41 - 14 grader, sol og stille vejr.