onsdag den 21. oktober 2009

Jeg har da snydt jer

JA, jeg har så - jeg har snydt jer for et stykke strik, der blev færdigt i august.

HER er tale om en af de skønne toppe fra Lene Holme Samsøes bog "Kæk og Klassisk Børnestrik" som jeg fik til min fødselsdag af mine svigerforældre.



ÆLDSTE datter var den heldige - hun valgte selv farven, så udgangspunktet var ok. Hun trækker glad og gerne i sådanne toppe, når vejret bliver lidt køligere. Og faktisk beholdt hun den på, da jeg efter hæftning, bad hende prøve den.

DET var nu ikke derfor, der skulle gå over 1 måned fra selve strikkeriet var færdigt, til jeg fik broderet de fine blomster - næh, snarere ren og skær dovenskab herfra.

HER er så den færdige top - lidt stor i det, men hun vokser vel til?!
























 

Fakta:
Mønster: Varm Tøsetop af Lene Holme Samsøe - jeg forlængede kroppen 5-10 cm.
Garn: Hjertegarn Thule (220 gr) - på pinde nr. 7 og 8 mm.
Start: 29. juli 2009
Færdig: 26. august 2009


Hot or not: HOT - det bliver et af den slags strikketrøjer, som vil blive brugt flittigt. Giver varmen på ryg og mave og armene er frie til alle hendes aktiviteter.

tirsdag den 20. oktober 2009

Farven Lilla

JEG elsker udfordringer, og nu har min nye veninde Tris udfordret mig til en farveleg. Farven er LILLA - sjovt at Tris lige har den som sin yndlingsfarve

UDFORDRINGEN går på, at jeg skal finde 7 lilla ting i mit hjem - måske Tris har tænkt, at det må blive svært for sådan en farveforskrækket en som mig, der helst strikker i gråt.

MEN her er hvad jeg fandt, da jeg granskede mit hjem:

#1 - MINE smukke orkideer, der netop nu blomstrer smukt i lilla nuancer - jeg elsker dem for deres enkelhed og elegance.



# 2 - EN af mine yndlingsdufte - Pure Purple fra Hugo Boss



# 3 - en nøglering udformet som en løbesko - ikke min, men børnene fik hver en af min søsters kæreste. Meget velvalgt til vores familie.


# 4 - En skøn bog, som jeg virkelig nød at læse. Måske dette var et hint om, at jeg skulle genlæse den?
# 5 - Signe Sommertoppen i lilla arwetta - her på selveste Signe. Opskriften finder du lige her



# 6 - Ikke min, men Signes skønne lilla mobiltelefon. (min er nu også ret farverig - nemlig orange)


#7 - Egekilde med smagen af blåbær og granatæble - uhmm - skønt sukkerfrit og smagfuldt alternativ til sodavand. Jeg er faldet pladask for smagen.


DET var så de 7 ting, som Tris bad mig finde - jeg måtte faktisk begrænse mig. Der var flere lilla ting i mit hjem end jeg lige regnede med, da jeg først fik tunet mig ind på farven - f.eks. mit lækre zauberball-garn, min tidligere hvid sommerkjole som jeg i sommers farvede dyb lilla, Astrids clogs o.m.a.

NU sender jeg farvestafetten videre til Fru Schwartz, Frau Putz og Julia med Aalerusen - jeg håber, at I har lyst til at lege med og glæder mig til at se, hvad I hvilke 7 grønne ting I kan finde.

søndag den 18. oktober 2009

Hængeparti

SELVOM bloggen atter har været forsømt, betyder det jo ikke, at jeg ikke har haft tid til at strikke - vel snarere tværtimod.

OG da en kær veninde - min cyberløbemakker - i juni fik en dejlig dreng, skulle der selvfølgelig babystrik på pindene.

VALGET faldt på denne sømløse slå-om-trøje - jeg har selv været rigtig glad for denne type trøje til mine børn, da de var helt små.



BINDES i siden med hæklet snor:


INDVENDIG lukkes med en træknap:



Fakta:
Mønster: Seamless Baby Kimono af Jacki Kelly
Garn: Hjertegarn Ciao Trunte - på pinde nr. 3,0mm.
Start: 14. juli 2009
Færdig: 16. august 2009


Hot or not: Jeg ville lyve, hvis jeg ikke var lidt spændt på, hvordan trøjen blev modtaget - så godt kender jeg ikke min veninde, så jeg var ikke 100% sikker på, at hjemmestrikket tøj ville være en succes.

DET var det - hun var rørt til tårer - og nu er hun tilmed blevet bidt af at strikke. :-) Hvad mere kan man ønske sig?





søndag den 11. oktober 2009

I en tid med klimatopmøde...

LIGE nu ligger min Global Warming og tørrer mens jeg "blokker" den. Den har været længe undervejs, men endelig er den færdig og jeg glæder mig til det færdige resultat.

STRIK skal være udfordrende - denne opskrift findes kun i en xs og strikkes nedefra og op - og nå ja, så er den jo på engelsk. Jeg valgte at strikke den oppefra og ned, så jeg kunne prøve undervejs og rette mine ind- og udtagninger til. Jeg forsøgte mig også med et 3/4 langt ærme, men det fungerede ikke med puf-ærmerne.

Fakta:
Mønster: Global Warming af Suvi Simola
Garn: Læsø Uldstue Klitgarn købt på Læsø for mange år siden (i hvert fald 4 år siden og dermed fra lageret) på pinde nr. 3,5mm.
Start: 12. juni 2009
Færdig: 11. oktober 2009


Hot or not: Superhot - jeg elsker den. Den sidder perfekt og er blevet lige som jeg havde håbet på. Og så er det jo et ekstra plus, at den er strikket af lager-garn.

OG sådan blev det færdige resultat!


Er der noget at sige til, at jeg elsker den?!