Der er altid nogen, der har det værre..

Ja, sådan kan man nogen gange trøste sig selv, når man føler sig hårdt ramt. Men i dag blev jeg i den grad ramt af beskrivelsen af et par flygtninge-familier, der er flyttet til vores lille by.

De er flygtet over hals og hoved fra Congo, og ejer INTET! Min veninde er meget engageret i at hjælpe dem - praktisk og socialt. Hendes beskrivelse rørte mig - børn jævnaldrende med vores egne, der intet legetøj har - og vores der har så meget og med mere i vente, nu hvor julen er inden for "synsvidde".

Mon ikke vi kan rydde lidt ud og finde noget godt til de børn, der nu er havnet i blandt os? Jeg tror, at det kan være en sund snak at have med vores børn. Og jeg kunne vel for den sags skyld undvære noget garn og nogle strikkepinde, hvis en af kvinderne skulle have lyst til at strikke. Og mon ikke også den gamle symaskine kunne gøre gavn? Ideer er der mange af - og med nøden så tæt på, MÅ vi simpelthen hjælpe alt hvad vi kan.