At gribe chancen

FOR et halvt års tid siden talte min søsters kæreste om, at han ville prøve at løbe noget, der var længere end marathon, og han havde kig på Mariagerfjord Rundt (ca. 56 km.). Man kan prøve kræfter med ruten som singleløber, men også på hold a 2, 3 eller 4 løbere. Derfor overvejede vi - min søster, min mand og jeg - at gøre ham selskab med et 3 mands-hold, hvor jeg skulle løbe 2 etaper. Planen blev imidlertid opgivet, dels pga. skader hos min mand og søster, dels pga. andre planer hos min søster og hendes kæreste i netop den weekend, hvor løbet blev afholdt.

JEG havde dermed afskrevet løbet, men pludselig opstod der en chance, som jeg endte med at gribe. Efter det afsluttende løb i Vesthimmerlands Cup - Markedsløbet i Hornum, som i øvrigt gik over al forventning - hyggesnakkede vi med nogle andre løbere. Heriblandt et par dygtige løbere fra nabobyen. Manden skulle løbe Mariagerfjord Rundt som singleløber, og hun - der netop havde vundet den samlede cup i min aldersgruppe - ville gerne være med, hvis hun kunne finde en makker, der ville stille op som 2-mandshold. Puha, jeg var lidt i tvivl - og noget beæret - hun er en virkelig dygtig løber.

OPLÆGGET var at hun skulle løbe 1. og 3. etape, og jeg 2. og 4. etape, så vi dermed fik lidt hvil imellem. Efter lidt snak frem og tilbage, fandt vi ud af, at det ikke ville kunne lade sig gøre, da hun skulle nå tilbage til en aftenvagt på sit arbejde - spørgsmålet var om vi var parate til at løbe ca. 28 km. uden pause?! Jeg meldte mig klar, og så var presset på hende :-)

TILMELDINGEN blev ordnet og søndag d. 30. september var vi klar til start på en lidt kølig efterårsdag. Løberne blev sendt afsted på første etape - nogle løb afsted i højt tempo, mens andre - der skulle løbe mere end en etape - tog det mere roligt. Min løbemakker løb efter 5:1-metoden og fulgtes med sin kæreste, der skulle forsøge at komme igennem hele ruten som singleløber.

JEG kørte mod første skiftestation i Mariager og holdt undervejs ind til siden for at heppe lidt på løberne, da de kom forbi. I Mariager var der også god opbakning ved skiftestationen og jeg fik hilst på en del løbere fra vores lokale løbeklub. Herfra videre mod Hadsund, hvor jeg undervejs havde endnu et stop for at heppe min makker videre.




Godt på vej!


I Hadsund fik jeg parkeret, og klædt om, så jeg var klar til at overtage stafetten. Der begyndte at være lidt sommerfugle i maven. Jeg havde været noget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle løbe 5:1, eller forsøge at løbe så langt som muligt i et "fornuftigt" tempo, og var endt med at bestemme mig for 5:1-metoden. Garmin Forerunner blev aktiveret, så jeg ville få melding efter hver km. (der skulle løbes) og efter hver 1-minuts gåpause.

ENDELIG fik jeg øje på min løbemakker på Hadsund-broen, og jeg fik taget jakken af, så jeg var helt klar til at blive sendt afsted. Jeg tog imod stafetten, gav hende bilnøglerne med hurtig besked om, hvor bilen var parkeret, og så var det ellers afsted.

SJOVT nok tænkte jeg stort set ikke på, at det var 28 km. jeg skulle løbe - en distance jeg godt nok ved, at jeg kan klare, men kun har løbet 2 gange - og begge gange i forbindelse med marathon, hvor jeg har følt mig langt bedre forberedt.

VEJEN ud af Hadsund bød på nogle gode bakker, og jeg blev hurtig glad for min beslutning om at skiftevis løbe og gå. Et par gange lod jeg alarm være alarm, og udsatte min gåpause, så det passede med en bakke, men ellers fulgte jeg i det store hele planen med skiftevis at løbe en km. og gå i et minut.

MENTALT gør det åbenbart en forskel, når mit løb brydes ned i mindre stykker - den første etape var snart klaret, og jeg var frisk i både hoved og ben. Ved skiftestationen i Stinnesminde stod en flok løbere fra vores løbeklub og jeg fik opmuntring og gode ord med på vejen.

EFTER skiftestationen gik ruten af mindre stier og skovveje med kig til fjorden. Et utroligt smukt stykke natur, som jeg heldigvis havde overskud til at nyde. Mentalt havde jeg nærmest nulstillet km.tælleren efter min 1. etape, og nu ventede der "blot" ca. 15 km. før jeg ville være i mål i Hobro.

OMKRING 45 km. skiltet kom der en bil bagfra - den kørte stille og roligt forbi mig, mens min løbemakkers kæreste hang ud af vinduet og kom med opmuntrende tilråd. Jeg var lidt overrasket, da han efter planen skulle løbe hele ruten som singleløber, men altså var stået af et sted på ruten.

STYKKET efter Valsgaard var en "dræber" efter den smukke tur fra Stinnesminde - nu løb vi langs landevejen og kunne rigtigt mærke vinden på de åbne strækninger, men forude kunne Hobro skimtes, og selvom det gik en del opad, vidste jeg, at den sidste del gik nedad mod havnen og målet i Hobro.

DET skulle dog vise sig at være en udfordring at løbe nedad efter 25 km. - egentlig følte jeg mig ikke træt og brugt, og km. så stadig fornuftige ud, men benene var ikke med på at udnytte fordelen ved at løbe nedad. Der var dog rigeligt med kræfter i benene til at øge tempoet, da jeg kom ind på den sidste km., og jeg kunne glad og tilfreds løbe i mål efter 2 timer og 38 minutter.

SET i bakspejlet er 28 km. jo en pæn lille tur, og at løbe i 2 timer og 38 minutter virker også ret vildt, når jeg tænker nærmere over det, men det fyldte aldrig i hovedet på mig, at det var så langt og så lang tid, jeg skulle være i gang, så alt i alt var det en super løbeoplevelse der hjælper godt på motivationen på de lange træningsture, og jeg er klar på at prøve kræfter med ruten igen til næste år - selvom resultaterne lod vente længe på sig. Faktisk en hel uge. Men ruten, hjælperne, forplejningen (depoter for ca. hver 5. km.), hindbærsnitterne ved skiftestationerne, sammenholdet mellem løberne og opbakningen på ruten gjorde det hele en gentagelse værd. Og jeg var slet ikke smadret dagen efter :-) - edit 24.10.12

FAKTA:  27,96 km. - 2:38:11 (her kan intervallerne 5:1 aflæses for de interesserede) - 12 grader, skyet, SV-vind 7-8 m/sek.