Viser opslag med etiketten træningsprogram. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten træningsprogram. Vis alle opslag

tirsdag den 24. september 2013

Snart i mål med Multirunner


I ca. 28 uger har jeg nu trænet med Multirunner, som jeg var så heldig at få lov at teste frem mod mit store 2013-mål - BERLIN MARATHON!

TRÆNINGS- og testforløbet er gået supergodt. Multirunner sørger for, at jeg får et varieret træningsprogram med rolige lange ture, intervaltræning, der sparker til tempoet og korte/mellemlange ture i højt kontrolleret tempo.

JEG har ikke fulgt programmet slavisk, da jeg har deltaget i en række lokale motionsløb (www.vesthimmerlands-cup.dk). Når jeg har indrapporteret, at jeg har løbet noget andet end planlagt, har programmet tilpasset de følgende træningspas, så det har ikke været det store problem, selvom jeg har savnet muligheden for at flytte/bytte træningspas. Men alt i alt fungerer programmet virkelig godt.

JEG har følt mig langt mere forpligtet af dette træningsprogram, end de gange, hvor jeg har fulgt et standard-træningsprogram fra en løbeside. Selvom der ikke er en personlig feedback på hvert træningspas (hvilket ville kræve en dyrere løsning i form af en personlig træner), så har jeg følt, at det var MIT træningsprogram, lavet til MIG og MIT mål.

DET har været dejligt ikke at skulle forholde sig til, hvilket tempo, de forskellige træningspas skulle løbes i. Alt dette sørger Multirunner for, baseret på resultatet af testløb og gennemførte træningspas.

MAN skal dog ikke smide sin sunde fornuft ud. Et par gange - hvor jeg har løbet noget andet end planlagt - har der pludselig været markante ændringer i programmet. I de tilfælde har jeg kontaktet manden bag Multirunner, og har meget hurtigt fået forklarende tilbagemeldinger, og evt. fejl/uhensigtsmæssigheder i programmet er blevet ændret.

Multirunner indeholder også en blog, hvor jeg har haft glæde af en stor del af indlæggene - indlæg, der forklarer hvordan man får mest ud af sit træningsprogram, hvorfor man ikke skal være stolt af at løbe hurtigere på intervallerne end planlagt, gode råd om vejrtrækning mv.

DER er nu kun 2 træningspas tilbage, inde de mange km. skal indløses i Berlin. Jeg føler mig godt forberedt, og kan kun anbefale andre at prøve Multirunner, hvis de vil have et struktureret og varieret træningsprogram, der er personligt tilpasset uden at koste en formue. Min bedste anbefaling må bestå i, at jeg fortsætter med Multirunner efter Berlin - jeg skal blot finde et nyt mål.

torsdag den 21. marts 2013

Førstehåndsindtrykket


SOM nævnt tidligere har jeg vundet et personligt tilpasset træningsprogram hos Multirunner.dk. For godt en uge siden oprettede jeg min profil på hjemmesiden - hvor alle i øvrigt har mulighed for at prøve konceptet gratis i 14 dage.

MAN vælger sit træningsmål - i mit tilfælde Berlin Marathon til september - og angiver hvor mange gange om ugen og hvilke dage man vil træne. Dernæst skal der indtastes oplysninger om køn, alder og højde+drøjde, og så ligger der træningsprogram for de næste uger i kalenderen.

MIN første uge, som jeg havde sat til at starte onsdag d. 13. marts, bød på 2 distance-træninger og et testløb. Distancetræningerne var tilpas for mit nuværende træningsniveau, men havde jeg været i den form, jeg var sidste år, ville det have været for korte distancer, og omvendt kunne jeg jo også have været i dårligere form. Det angivne tempo var også passende, men må være baseret på nogle standard-iagttagelser om kvinder på min alder og højde/drøje.

TRÆNINGSPROGRAMMET tilpasser sig automatisk, når man opdaterer sin løbekalender med de gennemførte træningssessioner. Man kan enten markere, at den planlagte træning er gennemført, eller indtaste data hvis man har løbet noget andet.

JEG lagde data ind for mine træninger fra mandag d. 11. marts, og straks ændredes mit løbeprogram, hvilket jeg ikke lige var opmærksom på, før jeg skulle gemme det næste planlagte træningspas - som så viste sig at havde ændret sig i forhold til det, jeg troede, at jeg skulle løbe.

SØNDAG d. 17. marts troede jeg, at jeg skulle løbe testløb - opvarmning, 3 km. maks. og afjogning. Det blæste en del og der var faldet noget sne, hvilket ikke gjorde det optimalt. Jeg forsøgte at planlægge en rute, hvor jeg fik mindst mulig vind på de 3 km.. Og så viste det sig - heldigvis inden jeg stak af sted - at jeg slet ikke skulle løbe testløb, men derimod et distanceløb i lavt tempo, hvilket passede mig langt bedre.

TRÆNINGSPLANEN angiver på hjemmesiden et tempo som "meget let", "let", "moderat", mv. hvilket for mig er lidt for difust, men hvis man vælger at få tilsendt dagens træningspas pr. email, angives der her, hvilket tempo, den primære aktivitet skal løbes i.

FOR at styre træningen mht. tempo og distance, har jeg brugt mit løbeurs muligheder for at oprette træning med netop de angivelser. Første gang havde jeg ikke fået lagt tempoalarm ind, hvilket betød, at jeg løb og kiggede på uret hvert andet øjeblik, hvilket var utroligt forstyrrende, men nu fungerer det fint.

MIT umiddelbare indtryk er positivt - jeg er overrasket over, hvor motiverende det er for mig, at der er lagt et træningsprogram, der tilpasser sig min træning, og tager højde for fremgang, sygdom, missede træningspas etc. Mit forbehold og undren over, hvordan programmet finder frem til hastighed og distance for de første træningspas, bør dog ikke afholde nogen fra at benytte sig af Multirunner.dk - man kan jo blot vælge en anden distance eller andet tempo, for programmet vil med det samme tilpassse den fremtidige træning til den nye information.