torsdag den 22. december 2011

Snøft, snøft...

VINTEREN giver andre udfordringer for en løber end mørke og kulde. Bedst som jeg syntes, at jeg havde fået styr på påklædningen og havde lagt planer for hvordan jeg skulle få løbet mine 3-4 ture om ugen, blev familien ramt af sygdom.

FØRST blev Jakob og Astrid syge i en uge, hvor gemalen var bortrejst - og tilmed lå jeg selv et par dage med feber, hovedpine og ondt i halsen. Som om logistikken ikke var svær nok i forvejen, så det blev kun til en enkelt løbetur i uge 47, og kun med nød og næppe, da der var lovet storm om søndagen, og det bestemt ikke var en løbetur, der fristede mest. Det hjalp dog, at der julehygge i løbeklubben - dvs. først 6 km. løb og derefter æbleskiver, gløgg og bankospil.

I uge 48 vendte jeg stærkt tilbage og fik løbetrænet 4 gange og nåede knap 40 km. Tjah, og bedst som jeg følte, at jeg var tilbage på rette spor, fulgte en uge, hvor der kun blev plads til 2 løbeture - og manden og Astrid (igen) blev syge.

OP på hesten igen - i uge 50 fik jeg sneget 3 løbeture ind i programmet. Den første var ren LEAN - mens Astrid, der nu var blevet frisk igen (Astrid fik konstateret "kold lungebetændelse", men var hurtig frisk igen efter en 3 dages antibiotika-kur)., var til gymnastik, løb jeg en tur på knap 11 km.  Onsdag tilbød gemalen at blive hjemme hos Signe - der nu lå syg - mens jeg tog i løbeklubben med Jakob og Astrid. Vi løb en dejlig tur med overskud til at snakke - 6 km. sammen med 6:00 min/km.-holdet. Rigtigt hyggeligt at løbe sammen med børnene. Lørdag skyndte jeg mig ud af døren inden gemalen skulle køre til basketkamp, og fik en skøn tur på godt 12 km. i periodevist solskin. Koldt og glat på fortovene, men heldigvis løb jeg det meste af turen på Himmerlandsstien, der er belagt med stenmel og dermed ikke glat. Og jeg tror godt, at jeg kunne vænne mig til at se solen.

JEG følte mig lidt mat, da jeg kom hjem og havde ikke den store appetit. Senere var der lidt ømhed i kroppen og snot i næsen - øv! Det kostede så foreløbig 5 dages ufrivillig løbepause, hvor saltvandsspray og kleenex har været mine trofaste allierede. Men HEY nu er det juleferie og så er der jo masser af lyse timer at lufte løbeskoene i - og endnu ingen sne, så jeg vender da bare tilbage med fornyet styrke og løbelyst. Men nu må baciller og vira godt finde andre familier at belemre  - eller endnu bedre, fordufte helt.

mandag den 19. december 2011

Mauna-kjole

SIGNE viste sig at være ekstremt glad for den strikkede Nova-kjole selvom den ikke var i de sædvanlige yndlingsfarver. Derfor besluttede jeg mig for at strikke endnu en. Først var det planen, at det skulle være endnu en NOVA - måske strikket oppe-fra-ned.

JEG havde imidlertid en anden ide i hovedet, lavede en skitse og nogle beregninger, og så var jeg klar til at omdanne det nyindkøbte Rasmilla-garn til en kjole af eget design.

SIGNE bestemte selv, at kjolen skulle have helt korte ærmer, og den røg straks på kjole-hitlisten.



FAKTA:
Mønster: Mauna by jaassi
Garn: Rasmilla Yndlingsgarn: 15 gr. fv. 068 mørk pink, 65 gr. fv. 067 mørk turkis og 75 gr. fv. 038 turkis på pind nr. 3, 3½ og 4 mm.
Start: 14. november 2011
Slut:  4. december 2011
Særlig teknikker: Old Norwegian Cast-on og Jogless stripes